Hestetænder

Mundhuleundersøgelse og Tandraspning

Vedligeholdelse af hestens tænder er af afgørende betydning for dens præstationsevne. For at tage eventuelle tandproblemer i opløbet, så vi anbefaler, at din hest mindst en gang om året får undersøgt tænderne, så de kan blive behandlet, inden de giver problemer. Mange vælger at få det gjort sammen med vaccination.

Det er specielt vigtigt at få undersøgt tænders tilstand og stilling, hvis du står i en af disse situationer:

  • Før opstart af tilridning.
  • Inden vinterfodring startes på drægtige hopper.
  • Heste, hvor store præstationskrav og optimal foderudnyttelse er essentielt.
  • Heste med vægttab eller heste med utrivelig pels. 
  • Hesten savler, taber foder eller har tyggebesvær når den spiser. 
  • Nedsat ædelyst.
  • Ved uforklarlig hovedrysten og kasten med hovedet.
  • Problemer med biddet under ridning eller kørsel. F.eks. at hesten ikke vil gå til biddet, skæv hovedholdning, tværer på biddet.
  • Hvis du ser mange hele kerner i gødningen.

Det er i de fleste tilfælde nødvendigt at give hesten beroligende medicin, så den slapper af. Det er vigtigt, at hesten får en god oplevelse og ikke er nervøs, men står sikkert og roligt i boksen. Derved opnås den bedste undersøgelse - og dermed den bedste behandling af hestens tænder. På hospitalet har vi en undersøgelsesboks, som gør arbejdstingelserne optimale. 

Vi anvender elektrisk tandrasp med diamantbor, som sliber tandspidser nemt og hurtigt. Behandlingen er smertefri for hesten, og mange heste opdager hurtigt, at den meget larm i kraniet ikke er farlig. Derudover har vi mange forskelligt udformede raspere, så man kan komme til alle tænder. Rodspidsamputation og fjernelse af tænder inkl. ulvetænder foretages rutinemæssigt.

Vi har stor erfaring i vurdering af røntgenbilleder af tænder og bihuler. 

Ring til os på 86 84 78 11 for at bestille tid til et tandeftersyn. - Så er vi klar til at hjælpe dig og din hest.

Hestens tænder fra føl til voksen

Føllet får de første tænder, når det er 1-2 uger gammelt og indtil 9-måneders alderen. Ved fødslen har føllet tre kindtænder i hver side i både over- og undermund. Mælketændernes indertand skiftes i ca. 2-års alderen, Mellemtand i ca. 3- års alderen og Ydertand i ca. 4-års alderen. Det er i denne forbindelse, der kan opstå problemer med tandkapper. Den 1. blivende kindtand (9. tand efter internationalt talsystem - det vil sige den fjerde i rækken) bryder frem ved 1-årsalderen. Når hesten er ca. to år gammel bryder den femte frem, og ved 3-års alderen bryder den sjette og sidste i rækken frem


Udvokset har hesten 36 tænder og nogle, særligt hingste, kan have 4 ekstra hjørnetænder (hingstetænder). Undertiden ses en ekstra kindtand foran den første kindtand i overmunden, ulvetanden. Den er normalt meget mindre end kindtænderne, men kan genere, når hesten har bid i munden. Tanden kan i de fleste tilfælde opereres ud i let bedøvelse samtidig med tandeftersynet.
Tænderne vokser ca. 2-3 mm. om året, igennem hele hestens liv.

Overmundens tandsæt er normalt bredere end undermunden, tandrækkerne mødes overfor hinanden men i en 15 grader vinkel. Små afvigelser i tandstillingen skaber uregelmæssigt slid, som ændrer tændernes form og stilling og der opstår tandspidser, kroge og f.eks. bølgebid. Disse tilstande kan forårsage dybe sår i kindens slimhinde. Tandsten kan ses på fortænderne og for hingst/vallak på hjørnetænderne. Ældre heste kan have en dårlig lugt fra mundhulen. Det kan skyldes foderpakninger i lommer mellem tænderne.

Alle tilstandene kan i værste fald hæmme foderoptagelsen og hesten kan blive utrivelig og mager. Det kan også medføre, at hesten hyppigere får kolik, fordi foderet ikke tygges, som det skal.

Hestens foder kan have indvirkning på tænderne, så det kan være en god ide at få gennemgået din foderplan, hvis din hest har tilbagevendende tandproblemer. Andelen af kraftfoder i forhold til stråfoder kan medvirke til hurtigere dannelse af tandspidser.